Mandag var det jo hverdag igen for alle spanierne - og dermed også
for bygningsarbejderne, der stadig er fuldt beskæftigede i byen.
Det betød  at vi vågnede op til den fortryllende lyd af byggekraner og trykluftbor.
Det er så hyggeligt at være "hjemme"

På campingpladsen ligner næsten alt sig selv.
Lænkehunden og æslet fra sidste år var blevet gamle og syge, så de er her ikke mere.
Til gengæld er der daggamle kyllinger i hønsegården, og en ny hundehvalp af "schæfer-og-noget-andet"
Luki hedder han og han er sjov. Vores hunde synes han er knapt så sjov,
når han lige skal hen og tjekke om der ligger noget spændende i vores fortelt.
Dagmar var helt ude i 4 meterlinen og sige et stort "forsvind makker",
mens Phille og Andy gav deres højlydte besyv med fra de kortere snore.
Vores nabo er - af alle nationaliteter - en dansk dame af "posedameracen", men hun virker ikke synderligt
interesseret i at snakke med os - og det er lidt gensidigt.
Ellers var her indtil i morges et tysk ægtepar som boede her 5 mdr. sidste år,
og her er et fransk par som vi også mener var her sidste år.

Byen ligner sig selv. Der er selvfølgelig sket lidt hist og her,
men i det store hele er der ikke sket en hujende hat.
I weekenden var vi forbi stamværtshuset fra sidst - "Pergola",
men der var en større ombygning igang, så der kommer vi ikke denne gang.
Til gengæld så vi værten fra Pergola, Manolo, nede på baren på torvet "La Brisa" i eftermiddag -
og han kunne kende os!!!
Det var lidt stort - knus og "que tal" (hvordan går det) - meget hyggeligt!
Det er sikkert os, der har givet ham råd til en total renovering af baren....

Værten på La Brisa så også ud som om, der ringede en klokke, da han så os
- og sådan har der faktisk været flere genkendende nik rundt i byen.
Vi genkendte også straks kassedamen i supermarkedet
- og ikke mindst en af de forhutlede sjæle, der sad på en bar og drak en cola.
Det har været er godt forår i år - han var allerede meget solbrændt og vejrbidt at se på
- og han havde fået ny jakke i stedet for den mørkeblå sidste år.

Vi har ikke set meget til rumænerne i år.
Det virker lidt som om der ikke er så meget brug for deres arbejdskraft,
eller at arbejdet er overstået for denne sæson.

Havet er præcist lige så fascinerende som sidste år.
Det buldrer og brager, og er stille og blidt - med få timers mellemrum.

Tirsdag - torsdag tog vi livet stille og fredeligt.
Vi var dagligt på stranden med hundene, men dog uden, at de kunne løbe løs.
Vi mødte flere, der kunne genkende os - det er nu lidt hyggeligt, og vi fandt også rumænerne.
Det var åbenbart et forkert tidspunkt vi var i byen om mandagen, for tirsdag kl. 17 var de der igen.
Vi var på La Brisa mens vi ventede på at butikkerne åbnede igen efter siestaen, kl. 17.30 - og der sad
mange rumænere omkring spillemaskinerne og ventede på at blive hentet og kørt tilbage til arbejde.
Vi snakkede lidt med an ældre spanier, der sagde at mange af dem drak for meget,
og kaldte dem "burrachin" (drukkenbolt)
For fleres vedkommende var det også fx. gin og tonic - og en enkelt drink er altså mindst 3-dobbelt størrelse af,
hvad vi kender hjemme.

Vi var på "den fine" restaurant - L'andaluz igen.
Denne gang fik vi rejer i hvidløg, gambas al ajillo til forret,  og sværdfisk, pez espada til hovedret.
Her var der ingen "Paco" men en englænder-smiskende spansk korrekt tjener.
Begge gange vi var der roste han vores "perfekte" spanske, men vi købte nu ikke mere af den grund.

Kyllinger på campingpladsen

Den nye hvalp "Luki" - han er bare søøøød

En formiddag var der larm og musik et eller andet sted fra.
Det viste sig at være lydprøve til årets pensionistbal. På en p-plads tæt på campingpladsen
var der stillet et telt på størrelse med en håndboldhal op - og det var fyldt med dansende og syngende pensionister.
På scenen stod et 5 mands orkester og trykkede det ene spansktop hit af efter det andet.
Vi morede os over et stort DAS PA, der ikke fik for lidt,
og de dansede stadig glade med ørerne en halv meter fra bundkasserne.
Spanske pensionister er stokdøve!

Der bygges på bjerget. Hovedgaden er lige foran det grønne hegn.

På søndag starter Semana Santa (påskeugen) med store optog og fest i lange baner.
Vi så lidt af forberedelserne ved kirken - det så ret formidabelt ud.
Men, vi har ikke så gode erfaringer med weekender på campingpladserne - der er fyldt med
spanske fastliggere med hunde og børn, og tv snakkede om megen trafik osv,
så vi besluttede os for at begynde hjemturen om fredagen.

Torsdag aften blev forteltet pakket sammen, der blev fyldt og tømt tanke,
så vi var klar til at dulre op gennem Europa.
Så gik vi ud og spiste - og besøgte alle byens barer.
Endelig lærte vi forskellen på de forskellige størrelser fadøl.
En caña er et lille glas på fod som et vinglas (ca. 20 cl), den mest almindelige er en tubo,
et højt slankt glas med ca. 25 cl, og det store halvliters krus hedder en jara.
Det er en hel videnskab - ligesom kaffe.
Der er en million forskellige måder at få sin kaffe på - med varm malk, med kold mælk,
uden mælk, i glas eller kop osv osv osv.

Fredag trillede vi så gennem bjergene mod Almería og derfra mod Murcía.
Tanken var at tage det stille og roligt og bruge op til en ugestid på at køre hjem.
Stoppe og overnatte, hvis vi lige faldt over noget spændende, eller køre en omvej bare fordi vi havde lyst.
Men men.....da vi stoppede første gang for at lave lidt frokost gik vores vandpumpe i stykker.
Den spang ganske enkelt sikringen og det var ikke noget, der umiddelbart kunne laves.
Ellers har vi altid kunnet klare alt med vores ungpigetient, opvakte udseende og en Leatherman,
men ikke denne gang.
En bobil uden vand i hanerne og ikke mindst uden vand til at skylle ud i toilettet,
 er ikke sjov i længere tid af gangen, så vi ændrede planer og kørte bare den direkte vej hjemover.
Vi nåede til omkring Tarragona, ca. 80 km syd for Barcelona, og overnattede på en rasteplads.

Lørdag så vi en dansk camper trille ind på rastepladsen, mens vi spiste morgenmad.
Lidt senere bankede det på døren - til hundenes store ophidselse.
Det var en dansk mand fra camperen overfor, der da lige ville se om det var nogen han kendte.
Det var det jo så ikke, men lidt friskt (eller for meget, alt efter behag) bare lige at gå hen og banke på.
Vi autocampister har et mere eller mindre frivilligt broderskab tværs over landegrænser -
når man møder en anden autocamper på vejen, så hilses der.
Vi kom forbi Barcelona uden problemer, og så gik det ellers ud af den næsten tomme motorvej
til Frankrig, hvor vi lige tog Lyon med om aftenen og overnattede på en rasteplads nord for Bourg En Bresse.
Da vi kom omkring midnat var der en del andre overnattende campingvogne og campere,
men da vi vågnede søndag var næsten alle afløst af privatbilister, der skulle på søndagsudflugt.
Der var nærmest sommer-proppet, og der var mange hunde, der skulle luftes, så vores havde en
hård arbejdsdag allerede fra morgenstunden.
Vi fik pakket os sammen og skyndte os videre.

På en rasteplads ved Karlsruhe var der de fineste anemoner.

Vi kom nordpå, og overvejede om vi skulle stoppe før eller efter Hamburg.
Det blev 40 km syd for byen