12. - 18. marts

Mandag har vi klaret den daglige hundebørstning, ordnet vasketøj,
fyldt vand på bilens vandtank (det bliver til mange ture med en 8 liters dunk, når bilen rummer 100 liter)
og været hos "købmanden"
"Købmanden" er en dame, der tilsyneladende har indrettet dagligstuen til
købmandsbutik. Her kan bjergvandrene og klatrene købe dagens fornødenheder -
brød og pålæg, sodavand og øl og vin i store mængder.
Det hele er praktisk indrettet med sofa og TV i den ene halvdel, og butikken i den anden.

Dagens højdepunkt var dog endnu en gåtur op til Desfiladero de los Gaitanes.


Billedet yder ingen retfærdighed.
Virkeligheden er ganske enkelt fantastisk.

Jo, du kan se en bro over kløften og en "hylde" på bjerget.
Det er Camino del rey (Kongens vej)
I dag er den lukket pga. manglende vedligeholdelse, men det gør nu ikke os noget.
Vi skulle under ingen omstændigheder havde været derude og gå.


Camino del Rey.
Forleden sad der nogle klatrere på den første del, mens andre hang i en snor længere nede.


Der ER langt ned.


Vejen derop er ren idyl.


 Her kører toget.
Vi har såmænd "vores egen" station i El Chorro.


Floden Guadalhorce den anden vej.
Der er både dæmning og elværk, der desværre skæmmer landskabet en del.
Vi bor inde til venstre lige midt i billedet.

Vi har fået en del mails hjemmefra - tak for dem.
Det er altid hyggeligt, så bliv endeligt ved med at skrive.

Vi er blevet spurgt hvorfor vi kalder vores GPS for Bodil.
Svaret er nemt og enkelt:
GPS'en kalder selv stemmen, der gelejder os rundt for Brigitte,
men det synes vi ærligt talt ikke passer til en rar dansk dame,
der sådan tager sig tid til at fortælle os, hvor vi skal køre hen.
Det er meget mere en "Bodil i en bo-bil", der er sådan - derfor.

Tirsdag lavede vi heller ingenting.
Dagens gåtur gik op forbi stationen og ud af byen af en smal bjergvej.
Landskabet er storslået, og hver gang vejen drejer, åbner der sig et nyt fantastisk skue.
Andy klarede at gå forbi ikke mindre end 8 hunde, der bor i samme gade
 - uden at flejne helt ud.
Og vi var i "Tienda Miguel" - byens andet "supermarked."
Indrettet ligesom hos damen i Supermarket Maribel, som en del af dagligstuen.
Han havde ikke mere brød i butikken, men konen havde da lige en rest i privaten,
som fluks blev solgt til os.
Vi besluttede os for at indtage aftensmaden på byens restaurant.
Det blev til et særdeles velsmagende gensyn med lenguado (søtunge),
og denne gang med mandel-fløde-sauce - det kan anbefales.

Onsdag kravlede vi op af skrænten bag campingpladsen.
Det viste sig, at der var en p-plads, hvor mange klatrere starter turen.
Vi gik tilbage af vejen og endte nede i byen, så stakkels Andy måtte igen forbi
de 8 hunde på hjemturen. Det gik også fint i dag.
De ellers så fine og nybørstede hunde sluttede turen af med at tage en lille
soppetur i floden, så nu ligner de l... igen.

Vi har hele tiden godt vidst, at vi absolut er ude på landet.
Men vi var ikke klar over, at vi er så langt ude, at internettet kun er åbent i weekenden.
De sidste par dage har vi bare ikke kunnet få forbindelse, men det arter sig vel igen,
på et eller andet tidspunkt.

Torsdag skulle der vaskes og tømmes og fyldes tanke, for vi havde
besluttet os for at rykke videre fredag.
Vi fandt stadig ikke internettet, men efter en snak med "muchacha"
i receptionen fredag fik vi vished for at det ikke var os eller hverken telefonen
eller computeren, der er noget galt med.
Der er bare ikke altid hverken net eller telefonforbindelse derude i bjergene.


På jagt efter nettet - det var heller ikke vandbårent.


Engang imellem kommer der folk for tæt på bilen, og så skal der skældes ud

Fredag stod vi tidligt op og pakkede sammen.
Vi forlod El Chorro af en bjergvej, der sine steder var halvt forsvundet
i floden, men det skulle ikke forhindre os i at klatre op over endnu et par bjerge.
Lige pludselig efter et sving åbenbarede Embalses de Ardales sig for os,
og underkæben hang lige nede på maven.


Sjældent har vi set noget så smukt

Efter Ardales fladede vejen ind mod Antequera pænt ud,
men landskabet var stadig utroligt.
Bakket og grønt i modsætning til de afsvedne marker og træer vi ellers har set om sommeren.
Det virker som om det "rigtige" Andalucía lever mere om vinteren.
Vi har set store fåre- og gedeflokke med hunde og hyrder, og oksekærrer
på arbejde i de endeløse vinmarker.


Geder, hund og hyrde på vej til et godt sted at græsse

I Campillos fandt vi en benzintank i første forsøg, så vi blev enige om, at det er en god dag:
Indenfor en time har vi overlevet bjergvejen væk fra El Chorro, set noget af det mest fantastiske
landskab nogensinde og fundet en tank i første hug!

Planen var at vi skulle vestpå mod Huelva ved den portugisiske grænse,
og derfra mod nationalparken "Doñana" ude ved Atlanterhavskysten.
Vi kørte mod Sevilla af motorvejen, og regnede med at finde et stort supermarked
langs ind- eller udfaldsvejene til Sevilla.
Det gjorde vi også - indtil flere af slagsen - men desværre sad vi fast i fredagstrafikken,
så det blev først lidt senere, at det lykkedes at handle.


En times tid tog det at forcere fredag eftermiddag i Sevilla.

Vi fik hvad vi skulle bruge og kom vest for Sevilla og til venstre mod Doñana.
Vi var noget spændte på om vi kunne finde en åben campingplads,
men da vi nåede kysten var der lige et campingskilt som vi fulgte.
Det gik langt ud over grusveje med dybe spor efter megen regn,
og vi kørte langs noget, der lignede en meget lukket campingplads,
men sørme om ikke der alligevel var gevinst - der var åbent.


Her bor vi nu, med Atlanterhavet 100 m fra bagsmækken

Vi fik parkeret og gik ned på stranden med hundene - det var populært efter en hel dag i bilen.
Derefter blev computer og telefon spændt fundet frem - der er netforbindelse.
Aftenen blev så brugt på at hente og læse ca. 400 mails.

Lørdag var vi først nede i byen ca. 1 km væk efter de allermest nødvendige
fornødenheder: Cruz Campo og Marlboro.
Derefter nød vi solen og varmen
og sidst på eftermiddagen tog vi igen en lang tur på stranden med hundene.


Termometeret ligger lige i solen - der er varmt


Efter en hård dag, kan man godt lige trænge til en nusser

Søndag var det igen varmt og der var mange spanske endagsturister,
der tog en tur til stranden.
Det gav en del at lave for hundene - og dermed for os.
Vi gik hundetur rundt på den kæmpestore campingplads og mødte firben
og sågar en enkelt slange/orm af en slags.

Vi gav os selv frikvarter fra hundene og gik ind til badebyen for at spise aftensmad.
Det viste sig, at det var noget mere badeby end først antaget - næsten alt var lukket.
Vi fandt dog en lille restaurant, der var åben og som ville lave mad til os.
Det eneste aber dabei var, at kokken og tjeneren i samme person, var hønefuld.
Han sejlede simpelthen rundt i lokalet, så tjeneren fra 90 års fødselsdagen
kunne have vores Paco som forbillede.
Maden fejlede nu intet. Vi fik Pez Espada (sværdfisk)
og det smagte præcis lige så godt som vi huskede det.
Vi sluttede af med en kop kaffe som Paco serverede med lige dele kaffe i kop og underkop.
Undervejs havde han flere gange været ved at vælte (over) en stol ved nabobordet,
og han var mange gange henne hos os og tjekke hvad det nu lige var vi havde bestilt.
Efter kaffen kom et par damer og tog over, de grinede lidt af Paco,
som derefter forsvandt som dug for solen.
Da vi ville betale måtte de ud og finde Paco for at finde ud af hvad vi havde fået.
Paco kom som en stormvind ind bag baren igen, mens fjernbetjeninger og visitkort
strøg på gulvet i en lind strøm.
Paco fik med noget besvær tastet vores mad ind i computerkasseapperatet,
og vi fik betalt.
Ude på gaden skulle vi ikke ret mange meter væk, før vi brød ud i et latterbrøl.
Den sjoveste middag længe.