Mandag vågnede vi i regnvejr, men det stoppede hurtigt.
Vi har for mange år siden kørt forbi stranden ved Sete i Sydfrankrig.
Det er ca. 10 km fin sandstrand på en tange ud til Middelhavet.
Der tog vi lige en afstikker til og gik en lang tur med alle hundene.

Videre mod og over den spanske grænse.
På Emporda rastepladsen ved Figueres fortsatte vi vores spaghettirejse,
og spiste carbonara med spaghittier, der var så tørre at de vendte enderne opad.
Vi blev mætte, og var enige om at det sikkert var en god ide at køre forbi Barcelona om aftenen.
Vi har før kørt både i centrum og omkring Barcelona i myldretiden
- det er absolut en oplevelse man skal være i humør til!
Det humør havde vi ikke på nuværende tidspunkt,
så Hymse fik lov til at køre et par timer mere til en rasteplads lidt nord for Tarragona.

Tirsdag var planen at handle og derefter finde en campingplads, hvor vi kan blive et par dage.
Vi kørte ligesom sidste år til Carrefour (Bilka) i Tarragona - og vi købte kaninlår til hundene.
Der var også hele kaniner i køledisken, men de kom "lidt for tæt på".
Hvis bare de havde fjernet hovedet, så kunne vi sikkert godt selv have skåret den i mindre stykker,
men ikke når den ligger der og kigger på en.

Videre ud til kysten og holde udkig efter en campingplads, der har åbent.
Det blev til en lidt længere tur af landevej N-340, men til sidst lykkedes det
i Benicássim, hvor vi nu er på Camping Azahar.
Vi fik Hymse ind på vores lillebitte plads, fik stolene ud og åbnet en kølig San Miguel.
Så er det ferie!

Vi har fået skørt til bilen, så hundene ikke kan kigge under bilen
- det ser ud til at virke.

Undervejs har vi haft stor glæde af vores GPS.
Den har ført os hurtigt og sikkert tværs gennem Lyon og Barcelona,
og vi fandt nemt fra Montpellier til stranden i Sete og fra Carrefour i Tarragona ud til kystvejen.
Den kan nu også virke stressende, når man kører væk fra ruten
og "Bodil" beder os om at foretage U-vendinger hele tiden

I dag har det været overskyet  og gråt hele dagen, og vi har lige set "El tiempo" (vejret) i TV.
De siger regn i hele Spanien i morgen, men torsdag og fredag skulle der blive sol igen.

Vi så nu ikke meget til regn om onsdagen.
Der kom et par byger, men ellers var det fint med sol og 20 grader.
Vi fandt et supermarked og fik handlet lidt, og gik lang tur med hundene på den
flotte strandpromenade.
Onsdag aften begyndte det at blæse - og det blev det ved med.

I løbet af natten til torsdag var Søren ude og redde vores bord og stole.
Den ene stol var på besøg hos naboen, men vi slap nu billigt.
Længere oppe på pladsen var der væltet et stort træ, heldigvis uden at ramme nogen eller noget.
En fastligger havde mistet forteltet, så køleskab og reoler lå spredt ud over det hele.
Vi og vores genbo lå lige under og i retning af pladsens andet store træ,
så i løbet af formiddagen flyttede vi begge vores biler.

Vi tror mindst det var vindstød af orkanstyrke.
Hytten her fik smadret både vinduer og skodder

Det havde hele tiden været vores plan, at vi ville videre mod Andalucía,
så vi trillede ud på N-340 på tværs af vinden.
Det gav nogle gevaldige ryk i bilen, så farten var ikke høj de første kilometer.
Heldigvis tog det kun omkring 100 km før vinden var til at have med at gøre igen.

Vi gad ikke køre vildt langt, så vi kørte fra motorvejen og ud på kystvejen
efter Benidorm og ind mod Alicante. Der skulle efter kortet ligge en del campingpladser,
som vi satsede på at fange en af.
Vi har aldrig været gode til at hugge bremserne og dreje til venstre med en hale af biler efter os.
Det var vi heller ikke denne gang, så vi endte med at køre ind gennem Alicante.
Det var nu ikke så slemt endda.
Efter Alicante kørte vi mellem store saltindvindingssøer og kom gennem turistbyer som Torrevieja.
Hvor er de dog rædselsfulde!
Lejekasserner fyldt med solhungrende og pengestærke englændere, tyskere, hollændere og danskere,
der ser det som en fordel, jo mindre de er nødt til at mænge sig med spanierne.

Vi kørte på motorvej igen og sov på et "truckstop" efter Murcia.

Fredag skulle være dagen hvor vi nåede til Andalucía.
Hjemmefra havde vi fundet en campingplads i El Chorro.
En plads ved Guadalhorce floden og omgivet af bjerge.
Vi havde bedt Bodil i GPS'en om at huske hvor pladsen lå, og så skulle vi bare
koncentrere os om at køre de 350 km dertil.
Vi havde planer om at blive i El Chorro i en uges tid, og da det så ud til at være
ude "in the middle of nowhere" ville vi lige ramme en Carrefour undervejs.
Med vores sædvanlige sans for afkørsler og stop kørte vi forbi både Baza, Guadix
og Granada uden at finde så meget som en "døgner".
Sidste chance var at køre væk fra Bodils rute og ind til Antequera.
Det gjorde vi og Søren styrede fint og ubesværet forbi både Lidl og Aldi,
og på sikker kurs, guidet af Bodil, tværs gennem Antequeras gamle og meget smalle bymidte.
Kort efter sagde byskiltet at Antequera var slut - uden fyldte køkkenskabe.
Vi kørte ind mod byen igen, fandt en p-plads hvor hunde og Hymse ventede,
mens vi forcerede gader med 14% stigning.
Vi fandt en købmand og en slagter - og denne gang købte vi en hel kanin.

Den er da fin! I skrivende stund er den blevet parteret - hovedet smed vi dog ud.

Vel læsset med købmandsvarer slæbte vi os op af de stejle gader igen,
mens de lokale lige lavede parallelparkeringer på ingen plads.

Nu skulle der kun være 30 km til El Chorro.
Vi vidste godt, at der sikkert var lidt "sjov" kørsel i bjergene forude,
men at det blev til to timer med hårnålesving uden autoværn og op og ned,
så en hoppebold ville fryde sig, det havde vi ikke regnet med.
Bodil havde bare slet ikke styr på noget som helst - dvs. retningen var vist egentlig
rigtig nok, men hun ville have os ud på grusveje og gedestier med 100 meter direkte
ned en halv meter til højre.
Vi var tæt på at give op, men endelig var der et vejskilt i den rigtige retning, og vi fandt
Camping El Chorro.

Det var en sej, men meget meget flot tur gennem bjergene - og hele besværet værd.

Udsigten fra vores terasse

Her bor vi, tæt op af lodrette klipper.
Kæmpe rovfugle svæver rundt højt oppe mod  en flot blå himmel.

Lørdag har vi lavet så lidt som muligt.
Her er mange hunde - også løse, så vi har brugt noget tid på at holde især Andy ned på jorden.
Andy er et temmelig nervøst gemyt,
men ellers så god som dagen er lang og varm en martsdag i Spanien.
Hvis du har lyst til at læse mere om hundene, så har de deres egen hjemmeside på www.philana.dk

Vi testede vores nye "rigtige" vandresko med stiv sål og hele svineriet,
ved at gå en tur op til Desfiladero de los gaitanes.
Skoene virker og synet af bjergene, floden og Camino del Rey,
 der mødte os  var intet mindre end fantastisk.
Vi havde ikke kameraet med, så du må vente til vi har været deroppe igen.