6. - 12. februar 2006

Vi kigger os lidt omkring - lærer campingpladsen og byen lidt at kende.
Finder ud af hvornår butikkerne holder siesta osv.

Der er ca. 50m til stranden, så der er hundene blevet luftet nogle gange.

Vi har også været på nogle gåture i byens stejle og snoede gader.

Nedenfor følger lidt billeder..

Stranden i lidt køligt og diset vejr.

På bakketoppen er "Jernslottet" som byen har navn efter.
Vi bor ca. 20 m. fra foden af den blå byggekran.

Det var lidt køligt ind imellem,
men temperaturen er faktisk steget hver dag siden vi kom.
Hundene nyder stranden - og når der ikke er andre mennesker eller løse/vilde hunde i nærheden,
løber Phille og Dagmar løse.

Velkommen til vores 1968 indisk-inspirerede "fortelt"
En kold eftermiddag hængte vi en charmerende grøn presenning fra Jem&Fix op foran
- var Bo Bedre kommet forbi havde vi vundet en pris!

Der er også tid til lidt tiltrængt hundetræning.

Vi har brugt vores fine Nishiki mountainbikes meget - det er rigtig fedt!
Vi forærede hinanden cyklerne til vores kobberbryllup i 2004,
men de har desværre mest stået hjemme og samlet støv.
Nu cykler vi lige ned i byen og køber ind, eller ud på tanken,
 for at finde ud af om de har den type gasflaske vi skal bruge osv. - det havde de ikke,
men de kommenterede os cykelturister med et "sin plomo?" (blyfri?)

Castell de Ferro er en lille by (ca. 3500 indbyggere)
og ligner nok i bund og grund en dansk landsby fra 50'erne.
Der er fx. 3 supermarkeder, men du skal hen til disken og bede om
hvilke og hvor mange grøntsager, du vil have.
Kød foregår på samme måde - vi købte en filetto de pollo (kyllingefilet),
og fik den vejet og skåret ud af den flinke slagter.
Der er ikke frisk brød i supermarkedet - det skal man hen i Panadería for at få.
Byen huser også et pescadería (fiskebutik) osv osv.

Alt sammen meget hyggeligt og charmerende, men det betyder jo også, at vi er nødt til at
udstille vores spanskkundskaber - eller mangel på samme.
Det er som regel rimeligt nemt at pege på grøntsagen og sige "dos" (to) -
eller sige hvad der står på skiltet på kassen.
Det egentlige bøvl starter først, når vi har bedt om et eller andet - og damen bag disken svarer med et nyt spørgsmål!
Så er vi altså ikke altid så gode, men det kommer vel hen ad vejen.

Et glimrende eksempel er denne hjemmeside.
Vi havde hjemmefra læst os til, at der er to netcaféer i byen.
Vi fandt den ene onsdag aften og gik glade og fro ind og lånte en computer.
Vi havde hjemmesiden med til upload på en usb-nøgle, som computeren under ingen
omstændigheder ville have noget som helst med at gøre.
Vi spurgte på gebrokkent spansk damen, der passede netcaféen, om man kunne bruge sin usb-nøgle.
Hun blev fjern i blikket - vidste tydeligvis intet om computerne hun passede -
og svarede med en svada på meget hurtigt lokalspansk, som vi ikke fattede en meter af.
Vi opgav, men besluttede os for at prøve igen næste formiddag.
Til stor ærgelse var det den samme dame, der sad der igen, så det var lige før, vi bare var cyklet hjem igen,
men vi kunne da lige tjekke vores mail.
Vi satte os ved en anden computer og prøvede da lige med usb-nøglen igen -
den poppede op som den naturligste ting af verden, så det lykkedes at få nyt på hjemmesiden.
Om aftenen sad vi der i ca. 20 minutter og betalte 2,80 Euro - dagen efter om formiddagen
brugte vi 40 minutter - og betalte 1,20 Euro. Netcaféer skal bruges før skolebørnene får fri!
Ungerne her gør ligesom hjemme: chatter på nettet og sender sms'er samtidig.

Torsdag var vi ude på den anden side af den store vej.
Ude mellem nogle af de mange drivhuse, der også er hér.

Hovedvejen mellem Almería og Malaga.
Stranden ligger til højre og drivhusene til venstre.

På vej tilbage mødte vi en glad lille gul hund af meget ubestemmelig race.
Han var meget interesseret i vores hunde -
og især i Dagmar, som er i den sidste rest af en løbetid.
Den lille hund, som tilsyneladende ikke var nogens, men absolut menneskevant,
fulgte efter os lang tid, mellem hurtigtkørende biler og vores forsøg på at skræmme ham væk.
Til sidst måtte han give op, da vi gik ned af en trappe til en sti mod stranden.
Han kunne ikke finde ud af at gå ned af trapperne - og vi åndede lettet op.
Et par timer senere havde vi været hos købmanden - og hvem mødte os lige udenfor
lågen til campingpladsen? Nemlig - den lille gule hund!

Han er da søøøød:-)
Havde det været hjemme, havde vi sq nok beholdt ham.

Han fulgte med ind på campingpladsen og ignorerede fuldstændig pladsens
schæfer og nogle andre gæsters St. Bernhard og Dalmatiner.
Anette brugte en halv times tid på at bære ham ud igen - uden held.
Til sidst fik pladsens egen lille gule hund og en ansat jaget ham på porten.
Det ville ikke overraske os, hvis han tropper op igen, men det er dog ikke sket endnu.

Vores "hus" er jo ikke så stort, men der er plads til det hele:

Her er det vores samtalekøkken.
Spisestuen, som også er soveværelse ses forneden til højre.

Kontoret.
Ud over at fungere som almindelig computer, bruger vi den også som stereoanlæg og fjernsyn.
Vi ser spanske nyheder - og forstår et ord i ny og næ.
Blandt andet har vi hørt om muhammed tegningerne.

Lørdag er der marked på stranden.
Det er mest boder med tøj, der absolut ikke kommer direkte fra modeugen i Milano, men det er billigt.
Der var også nogle få boder med lokale gartnere. Var det noget med et kilo friske clementiner for 1 Euro.
Eller røde og grønne pebre på ca. 3 gange størrelsen vi ser hjemme - til den halve pris.
Eller 3 kilo friskplukkede frilandsjordbær for 3 Euro.
Der var mange turister på markedet. Vi hørte både tysk, engelsk og hollandsk - og til vores store gru - dansk.
Vi holdt vores mund og skyndte os væk.