13. - 19. marts 2006
Vi er nået til det der mærkelige tidspunkt, hvor vi mange
gange skal til at sige:
"Det var så sidste gang vi ......"
Vi har besluttet os for at starte hjemturen næste mandag, så vi har god tid til
at
forcere snemasserne op gennem Europa.
Lige nu veksler vi mellem et "Nå ja, det bliver nu også meget
rart at komme hjem"
og et "Skal vi ikke bare blive her", men der er vist ingen vej udenom.
På den lokale bar (den eneste i byen, der har åbent efter kl.
22) snakkede vi med
en englænder, der har boet her i et år.
Han fortalte, at der er mange rumænske arbejdere i byen. Dem kan spanierne ikke
lide
for rumænerne arbejder i drivhusene for 30 Euro om dagen, mens spanierne skal
have 50 Euro.
Ikke lige den slags fakta, der gør det nemmere at tro på,
at en pengevant dansker vil have nemt ved at finde arbejde her.
Til gengæld blev vi lynhurtigt enige om, at de mange gange vi
har hørt folk snakke på gaden,
og ikke fattet et ord, så har det været rumænere.
Mandag kørte vi i Al Campo - for sidste gang.
Vi fandt dunken med de 5 liter jomfru olivenolie vi skal have med hjem, købte
pulvermad til hjemturen,
den sædvanlige bakke conejo (kanin) til hundene - og shorts til os
til den sidste uges forhåbentlig strålende sol.
Et tysk ægtepar, som var her på campingpladsen da vi kom,
kørte hjemad i dag.
Deres autocamper havde Hamburg nummerplader - vi fik næsten medlidenhed med dem,
da vi senere på netcaféen læste om rekordlave temperaturer i Hamburg.
Vi har jo også fået meldinger om alt for lave temperaturer
hjemme.
Vi håber og satser på at skubbe solen foran os hele vejen hjem, så vi ikke skal
have
de langærmede underbukser på igen, når vi kommer hjem.
Tirsdag gjorde Søren "Indurain" endnu et forsøg på at nå
toppen af Alpe d'Huez -
dvs. at nå hele vejen op til Gualchos.
Denne gang lykkedes det - i personlig rekordtid, og uden ømme ben dagen efter.
Det tog ca. 45 minutter at cykle de 7 km op - og under 10 minutter ned.
Fredag var det overskyet og koldt - kun omkring 18 grader.
Vi holder stand og drikker morgenkaffe i de sædvanlige 3-4 timer udendørs,
men bliver også enige om, at det nok er en forsmag på hvad der venter os på
hjemturen.
Det er egentlig ikke særligt sjovt at tænke på, at vi sikkert skal hjem til
frostvejr.
Vi har dyrket nattelivet lidt mere intenst end i de foregående
uger -
det er jo ligesom der vi kommer fra som musikere hjemme.
Vi har fundet ud af, at broderskabet mellem nattens folk er præcis det samme her
som hjemme.
De samme mennesker mødes de samme steder hver aften/nat - og tager hånd om
hinanden,
hvis noget går galt.
Øllet (mest Mahou Clásico) og Cientotres (103 - brandy) smager forrygende,
tapitas (små snacks - fx. Serrano skinke, chorizo pølse, tortilla, salte
ansjoser, kogte kartofler
med hvidløgsmayonaise eller lidt slik) følger med som et must, når man bestiller
en øl.
Nogle gange, når vi har drukket en øl med tapita, derefter spist middag og er
sluttet af
med en øl eller to - med tapitas - har vi nærmest trillet hjem.
Flere har mailet os hjemmefra, at det lyder som om, der er
gået lidt hverdag og kedsomhed i den.
Selvfølgelig bliver dagene lidt ens, når man er 6 uger i samme lille by.
Det kan jo heller ikke undgås, at der skal købes ind, laves mad og vaskes tøj,
men vi keder os ikke.
Som skrevet tidligere har vi brugt en masse tid på at snakke om alt mellem
himmel og jord.
Vi har ordnet verdenssituationen mange gange, og vi har plejet vores ægteskab -
det kan varmt anbefales.
Vi har også læst meget og siddet og nørdet med hver vores computer.
En af de store tidsslugere har været stranden. Den foranderlighed, der er i
bølger, sand og sten,
næsten fra time til time er vildt fascinerende.
Lørdag stod regnen ned i stænger. Nogle af gaderne fungerer
som kanaler for regnvandet fra bjergene,
så der stod en mindre flod mod stranden.
Dagen efter hørte vi de lokale sige, at det havde regnet lidt, men ikke meget.
Der er forskel på opfattelsen af meget regn.
Vi var ude og spise for sidste gang og på stambaren for at sige farvel - det var helt underligt.
Søndag kom der mange byger - og vi sad egentlig bare og
ventede på, at det blev mandag, så vi kunne køre.
Når først det går op for en, at det er ved at være tid, så kan man jo lige så
godt se at komme afsted.
Vi fik læsset cyklerne bag på bilen og pakket det meste sammen.