6. - 12. marts 2006

Vi gik sen aftentur natten mellem søndag og mandag - og fandt ud af,
hvor nogle af de hjemløse sover.
Hundene var løse på stranden, da vi så noget stof ligge op af en robåd.
Vi tænkte, at det var da de underligste ting folk smed på stranden - da stoffet rørte på sig!
Der lå en mand og sov - og vi fik os alle sammen en lille forskrækkelse.

Mandag vågnede vi op til det mest fantastiske solskin fra en skyfri himmel.
25 grader og ikke en vind, der rørte sig - dejligt!


Vi flyttede rundt sammen med solen - vi har direkte sol fra kl. ca. 11 - 15.
Derefter må vi rykke lidt udenfor markisen.

Vi mødte Peter igen - danskeren, der venter på sin lejlighed.
Nu er lejligheden færdig, men der mangler et kommunalt stempel før han kan få nøglen.
Han havde været på rådhuset, der lignede et dansk rådhus fra 30'erne
med kolonnebøger og det hele. De kunne selvfølgelig ikke sige noget om hvornår lejligheden
ville blive godkendt, så han venter stadig.

Tirsdag var der igen solskin. Vi nød solen og ud på eftermiddagen pakkede vi bilen sammen
og kørte til Motril for at købe stort ind i Al Campo.
Der var mange udlændinge - der blev snakket engelsk, svensk og tysk.
Vi fandt vores tandpasta, juice osv. og kørte hjem igen.
Hjemme satte vi tænderne i friske jordbær og nyplukkede bælg-selv ærter.


Castell de Ferro set fra Motril vejen.

Det gode vejr fortsatte med sol og temperaturer omkring 25 grader.
Fredag blæste det dog meget igen, men stadig med 20 grader kl. 18.30.


Så store er kartoffelplanterne på campingpladsen.


Søren kom i tanke om, at han aldrig har cyklet i bjerge.
Det måtte der gøres noget ved, så turen gik opad - meget opad - mod nabobyen Gualchos.
Her er noget af vejen - som har givet fornyet respekt for Tour de France rytterne.