Epilog

Hold da op - nu er det pludselig midt i maj - og vi har intet fået skrevet,
men snakket en hel masse DET har vi.

Det var en sej omgang at komme hjem til sne og kulde.
Vi undrede os over at man kan vænne sig fra kulde til varme, på bare et par dage;
men det tager over 3 uger at vænne sig fra varme til kulde.


De første tanker og snakker om Spanien i de første uger,
var egentlig bare en underlig mæthedsfornemmelse.
Vi havde sådan set begge fået nok af Spanien.
Fyldt op med indtryk, oplevelser samt en sær næsten sorg over at skulle væk derfra efter 7 hurtige uger,
 blandet med den trygge ro, der er ved at være hjemme i vante omgivelser igen.


Vi er sådan set tilbage på base 1 hvor vi var for over et år siden.
Er vi nu også så skråsikre på at vi vil derned og bo for good?
Er vi nu sikre på at vi vil kunne holde ud at leve i den kultur vi har oplevet dernede?
Kan vi finde arbejde, bare et eller andet at leve af?
Vil vi kunne holde ud at være på et arbejdsmarked, hvor det i den grad er arbejdsgivers marked?
Arbejdstager knytter bare sylten og passer sit job uanset hvad- for der står 10 andre klar til at tage dit job,
og der er ingen fagforeningen der har magt til at hjælpe når det går helt galt.
Kan vi to overforkælede danskere hitte ud af det?
Kan vi leve i et samfund der er mere fremmedfjendsk end et vælgermøde i DF?
Kan vi leve i et samfund der for os, er oldnordisk i forhold til bl.a. ligestilling, arbejdsmiljø og dyreværn?


Spanien er et af de smukkeste lande i Europa.
Det ufatteligt smukke forår, de blomstrende mandeltræer, duften af de gigantiske plantager
med plukkeklare appelsiner og citroner, bjergene med sne på toppen
gennemskåret af små veje med skarpe sving.
De små hvide byer, der dufter af varm olivenolie og den konstante dronetone af samtaler.
Andalusien har Spaniens fattigste befolkning, men absolut den mest åbne og gæstfri befolkning
- overfor os, i hvertfald.
Den varme, tålmodighed og ro vi blev mødt med alle vegne,
var gudernes beroligende balsam på stressede, sarte sjæle.


Nu 16 maj, efter knap 2 måneder hjemme i trummerummen igen,
er vi klar til at tage derned igen - også gerne for at blive lang tid.
Måske ikke nødvendigvis i Castell de ferro, men bare et eller andet sted på sydkysten.
men vi er ikke længere sikre på om det bliver for altid.

 

Vi vil gerne slutte af med en STOR tak til alle dem, der trofast har fulgt med på siden her.
Det er sådan nogle som Jer, der gør det sjovt at lave dagbogssider.

Vi håber, I følger med igen næste gang vi tager på langtidsferie.